Service menu

Forbrugerrådet Tænk Dokumentation

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Brev til den nye finansminister

1. Juli 2019

Til finansminister Nicolai Wammen

Du ønskes hjerteligt tillykke med udnævnelsen som finansminister. Vi ser frem til at samarbejde med dig inden for dit nye og omfattende ansvarsområde.

Forbrugerrådet Tænk er den eneste uvildige og uafhængige organisation, der bredt varetager alle forbrugeres interesser, og derfor glæder det os meget, at vi kan se hensynet til forbrugerne konkret afspejlet mange steder i jeres politiske forståelsespapir, når det handler om et forbrug i balance med hensyntagen til miljø, klima, sundhed og privatøkonomi.

Forbrugerpolitik er af afgørende betydning for samfundsøkonomien: Velinformerede, kritiske og trygge forbrugere, der har gode rammer og rettigheder at handle inden for, skaber den konkurrence, der holder virksomhederne til ilden og sikrer fortsat produktivitets-udvikling. Fra tidligere år kan vi se, at et stærkt dansk hjemmemarked giver danske virksomheder konkurrencefordele i det globale marked, fx hvad angår grønne produkter.

Vi har et godt samarbejde med de fleste interessenter på forbrugerområdet og lægger vægt på at være i en god dialog med relevante erhvervsorganisationer og interessenter, såvel som med ministerierne og politikerne.

I det forgangne år har Forbrugerrådet Tænk bidraget aktivt til at styrke forbrugerne på mange områder. Vi har bl.a. afgivet omkring 100 høringssvar til ny lovgivning.  Vi har sat kritisk fokus på alt fra tandlægepriser, prisportaler, billethajer, kemi i børneprodukter, sprøjtemiddelrester i fødevarer, passagernes oplevelser med forsinkelser i den kollektive transport, rejsekortet, dankortet, investeringsforeninger til behovet for en etisk rating af banker og rimelige forsikringer til alle.

Vi stræber efter altid at kunne give forbrugerne en uafhængig seriøs og faktabaseret stemme i den offentlige debat, og at kunne give konstruktivt input til Folketingets og regeringens arbejde, samt rådgivning og oplysning til forbrugerne. Vi håber på et godt samarbejde med dig og dit ministerium om de mange væsentlige forbrugerforhold – ikke mindst i sammenhæng med Danmarks indsats i forhold til 2030-agendaen.

Vi ønsker dig en rigtig god sommer.