Service menu

Forbrugerrådet Tænk Dokumentation

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Brev om finansielle supermarkeder

23. Februar 2021

Til erhvervsminister Simon Kollerup

Undersøgelse af hvilken betydning de finansielle supermarkeder har for forbrugerne og konkurrencen

Vi er glade for at se, at du er tilbage i ministeriet, og håber, at du er blevet helt frisk igen!

Det er også med stor glæde, at vi ser, at du nu vil iværksætte en analyse af, hvilken betydning de finansielle supermarkeder har for forbrugerne, som vi efterlyste i vores brev til dig af 10. december 2020. Som vi skrev, er der et meget påtrængende behov for en sådan analyse, der både ser på, hvordan de finansielle supermarkeder påvirker forbrugerne, og som også har fokus på konkurrencen i sektoren.

Forbrugerrådet Tænk bidrager meget gerne til analysen, og vi stiller os naturligvis til rådighed for arbejdet, da det handler om et helt centralt forbrugerspørgsmål.

Vi vil også gerne takke for den rigtig gode drøftelse, vi havde med dine embedsmænd, som opfølgning på vores brev. De gik lydhørt, konstruktivt og engageret ind i drøftelserne af vores synspunkter.

Vi vedhæfter vores seneste undersøgelse af forbrugernes tillid til bankerne og de finansielle supermarkeder. Endvidere vedhæfter vi vores pressemeddelelse med hovedkonklusionerne af undersøgelsen. De viser bl.a., at tilliden til bankerne er faldet de seneste fem år, og at fire ud af ti forbrugere ikke ved, om deres bank er et såkaldt finansielt supermarked, der er i ejerskab eller har samarbejdsaftaler med fx pensionsselskaber, forsikringsselskaber, ejendomsmæglere og investeringsforeninger.

Endnu engang tak for, at du nu igangsætter den væsentlige analyse af de finansielle supermarkeder.