Service menu

Forbrugerrådet Tænk Dokumentation

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Høringssvar: Evaluering af dele af markedsføringsloven - §§ 8, 9, 10, 11 og 13

Til: Forbrugerstyrelsen
20. April 2009

Forbrugerstyrelsen har med skrivelse af 27. februar 2009 anmodet om at modtage eventuelle bemærkninger om erfaringer og vurderinger af, hvorvidt bestemmelserne i markedsføringslovens §§ 8, 9, 10, 11 og 13 har fungeret efter hensigten.

Vi beklager den sene besvarelse, og takker for muligheden for at afgive høringssvar på trods af høringsfristens udløb.

Forbrugerrådet har følgende bemærkninger til de enkelte bestemmelser:

Markedsføringslovens § 8 - Børn og unge

Som anført i forbindelse med drøftelserne om ændringen af markedsføringsloven i 2005, finder Forbrugerrådet det fortsat nødvendigt, for at sikre en effektiv efterlevelse af intentionerne med bestemmelsen om markedsføring rettet mod børn og unge, at der føjes et udtrykkeligt forbud mod vennehvervning til § 8. Der ses stadig jævnligt eksempler på vennehvervning og Forbrugerrådet finder, at en sådan urimelig udnyttelse af børns manglende erfaring, til at hverve nye kunder, udtrykkeligt bør forbydes.

Desuden finder Forbrugerrådet, at der er behov for at udvide bestemmelsen i § 8 til at omfatte et egentligt forbud mod reklamer på skoler og andre undervisningsinstitutioner, hvor eleverne sædvanligvis er under 18 år, samt i daginstitutioner - dog således at sponsorering kan finde sted efter nærmere regler fastsat af ministeren.

I takt med børn og unges stadig stigende brug af internettet i form af sociale netværk og virtuelle verdener, er der et stort behov for at regulere virksomheders indsamling af børn og unges personlige oplysninger i markedsførings øjemed, da dette ikke er reguleret i persondataloven. Forbrugerrådet mener derfor, at der bør indsættes en særlig bestemmelse i loven, hvorefter det udtrykkeligt forbydes

erhvervslivet at indhente personlige oplysninger til brug for markedsføring hos børn og unge under 16 år uden forældrenes samtykke.

Ligeledes bør utilbørlig brug af sex som virkemiddel, på lige fod med vold, frygt og overtro, udtrykkeligt fremgå af § 8, stk. 2. Forbrugerrådet mener således, at bestemmelsen bør indeholde et udtrykkeligt forbud mod at spille på eller vise sex i reklamer rettet mod børn og unge. Rækkevidden af bemærkningerne, hvoraf det fremgår, at man overtræder god markedsføringsskik, såfremt man "ved at bruge seksuelle undertoner i reklamer, der henvender sig direkte til børn, krænker deres naturlige blufærdighed og bringer dem ind i et univers, som de endnu ikke har forudsætninger for at bevæge sig i." er efter Forbrugerrådets opfattelse for usikker.

Forbrugerrådet finder desuden, at formuleringen i § 8, stk. 2 om, at markedsføring mod børn og unge ikke "direkte eller indirekte må opfordre til vold, anvendelse af rusmidler..." er for snæver, og foreslår derfor indføjet en bestemmelse, der helt konkret fastslår, at alkoholholdige drikkevarer aldrig må markedsføres overfor børn og unge. En sådan bestemmelse findes allerede i Alkoholreklamenævnets retningslinjer, og er således tiltrådt af branchen. Forbrugerrådet mener dog, at en tilsvarende bestemmelse bør fremgå direkte af markedsføringsloven af hensyn til håndhævelsen.

Forbrugerrådet har for nylig set eksempler på at et rejseselskab, der arrangerer ungdomsrejser har oprettet grupper på Facebook, hvori der bl.a. kan findes billeder fra sådanne ungdomsrejser, hvor spiritusflasker forrest i billedet var stillet op i lange baner samt billeder fra drikkekonkurrencer. Det blev fra rejsearrangørens side gjort gældende, at der i disse tilfælde var tale om en gråzone, som ikke var omfattet af markedsføringslovens § 8, idet rejsearrangøren principielt mente, at der ikke var tale om markedsføring rettet mod unge på disse internetsider, selvom billederne lå i selskabets egne oprettede grupper på Facebook.

Forbrugerrådet finder denne form for markedsføring helt uacceptabel, da Facebook og lignende sociale netværkssider i dag er en af de mest effektive markedsføringsplatforme overfor børn og unge. Hersker der tvivl om, hvorvidt bestemmelsen omfatter de oven nævnte tilfælde, bliver hensynene bag bestemmelsen efter Forbrugerrådets opfattelse ikke varetaget på en tilstrækkelig effektiv måde, og det er nødvendigt at få præciseret eller udvidet anvendelsesområdet for markedsføringslovens § 8, for at imødekomme behovet for at beskytte børn og unge mod sådanne former for reklame. Forbrugerrådet finder det nødvendigt, at relevante parter får lejlighed til nærmere at drøfte, hvordan bestemmelsen bør formuleres under hensyn til den ovenfor skitserede problematik.

Forbrugerrådet mener, at det er af stor betydning for at dæmme op for den stigende fedmeforekomst hos børn, at markedsføringsloven direkte forbyder markedsføring af usunde fødevarer over for børn og unge. Ved usunde fødevarer skal forstås fødevarer, drikkevarer og nydelsesmidler, der ikke lever op til kriterier, der nærmere fastsættes af Fødevarestyrelsen.

Markedsføringslovens § 9 - Salgsfremmende foranstaltninger og slagtilbud

Forbrugerrådet gik som bekendt ind for en opretholdelse af tilgiftsforbuddet i forbindelse med drøftelserne af en lovændring i 2005, fordi forbuddet sikrede prisgennemsigtighed og beskyttede forbrugerne mod vildledning i form af fokusforskydende foranstaltninger, som svækker forbrugernes opmærksomhed på varers og tjenesteydelsers pris og kvalitet til skade for en effektiv konkurrence.

Vedrørende kravene til oplysningsforpligtelsen, har det hele tiden været Forbrugerrådets opfattelse, at en ophævelse af tilgiftsforbuddet ikke kan modsvares af øget information, hvilket vi da også har set flere konkrete eksempler på efter ophævelsen af tilgiftsforbuddet.

Efter ophævelsen af tilgiftsforbuddet er det af helt afgørende betydning, at forbrugerne sættes i stand til at vurdere den reelle værdi af tilgiftsydelsen, således at de får det bedst mulige grundlag for at vurdere den samlede ydelses værdi i forhold til prisen, inden de gennemfører handlen. I forlængelse heraf finder Forbrugerrådet det nødvendigt, for at sikre forbrugerne en vis beskyttelse, at der indføres en civilretlig pendant til bestemmelsen i markedsføringslovens § 9.

Forbrugerrådet har set flere eksempler på, at tilgiftsydelsens værdi ikke har været oplyst, som foreskrevet i loven. Desuden har der været en række eksempler - som også har været fremme i pressen - på, at forbrugeren slet ikke har modtaget den tillægsydelse, som var blevet stillet i udsigt i forbindelse med handlen.

Det er helt uacceptabelt, at virksomhederne efter den seneste lovændring kan lokke forbrugerne til at købe en given vare/ydelse, hos netop dem med løftet om en gratis tillægsydelse, uden at de nødvendigvis hæfter for manglende levering af denne tillægsydelse, fordi der alene er tale om en offentligretlig bestemmelse. At det ikke med sikkerhed har konsekvenser, hvis forbrugerne ikke modtager den tillægsydelse, som de er blevet stillet i udsigt forud for købet, er både uacceptabelt ud fra et forbrugerbeskyttelseshensyn og ud fra et konkurrencemæssigt hensyn.

Sælger af en given vare har i dag allerede ansvaret for tidligere salgsleds urigtige og vildledende oplysninger i henhold til købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, ligesom producentens og sælgerens aftaler og mellemværender er forbrugeren uvedkommende i forhold til forbrugerens reklamationsret. Det kan derfor ikke være anderledes i de tilfælde, hvor forbrugeren slet ikke modtager den tillægsydelse fra en anden leverandør, når sælger direkte har markedsført sin vare på at den gratis tillægsydelse følger med i købet.

Det er nødvendigt at sikre forbrugernes retsstilling - også efter ophævelsen af tilgiftsforbuddet - ved at indføre et civilretligt modstykke til bestemmelsen i § 9, stk. 1, om erstatning/godtgørelse til de forbrugere, der ikke får den lovede tillægsydelse, således at sælger i disse tilfælde altid hæfter overfor forbrugeren, uanset årsagen til, at tillægsydelsen alligevel ikke kan leveres som forudsat.

Forbrugerrådet har gennem længere tid arbejdet for, at lovgivningen sidestiller pristilbud i trykte annoncer med priser i butiksvinduer og på internettet, således at den erhvervsdrivende ikke ansvarsfrit kan lokke forbrugere i butikkerne på et falsk grundlag. Da dette imidlertid ikke blev resultatet af drøftelserne i 2005, havde Forbrugerrådet håbet på, at den strafsanktionerede bestemmelse i markedsføringslovens § 9, stk. 2 om slagtilbud m.v. ville løse i hvert fald en del af problemerne på området.

Det er derfor med stor ærgrelse, at Forbrugerrådet må konstatere de fortsat mange henvendelser vedrørende netop denne problemstilling, hvor et slagtilbud ikke er at finde i butikken, når forbrugeren kommer ned i forretningen, og hvor det ikke har været oplyst i forbindelse med markedsføringen, hvor mange styk der er af en given vare, selvom der kun er enkelte eksemplarer til salg. Der bør derfor i forbindelse med evalueringen ses nærmere på bestemmelsens detaljeringsgrad, som efter vores opfattelse med fordel kan forbedres.

Markedsføringslovens § 10 - Rabatkuponer og -mærker Forbrugerrådet mener ligesom Dansk Erhverv fortsat, at en opretholdelse af forbuddet mod rabatkuponer er af helt afgørende betydning for forbrugerbeskyttelsen. Sådanne former for rabat er forbundet med et besvær og er urimelige og tilfældigt tilgængelige for forbrugerne, da forbrugerne skal have adgang til de forskellige blade og aviser, som kuponerne er trykt i, for at få del i rabatten. Derfor vil forbrugerne generelt set ikke få en nytteværdi ved at få rabat via kuponer. Desuden angiver rabatkuponerne alene rabatten og ikke normalprisen henholdsvis den reducerede pris, hvilket gør markedet mindre gennemsigtigt. Hertil kommer, at en genindførelse af rabatkuponer vil give øgede administrative byrder for detailhandlen og forsinke kasseekspeditionen.

Bestræbelserne på at formindske mængden af uanmodede reklameaviser vil også blive påvirket af en ophævelse af forbuddet, da mange forbrugere må formodes at vælge reklameaviserne til, hvis de vil kunne få en økonomisk fordel ved at klippe en mulig kupon.

Indførelse af særlige oplysningskrav vil ikke forbedre forbrugerbeskyttelsen, ligesom markedsføringslovens generelle bestemmelser ikke vil kunne afhjælpe ulemperne.

Forbrugerrådet mener endvidere, at grunden til at rabatgivning efter § 10, stk. 1 i dag har mindre praktisk betydning, netop kan findes i, at brug af rabatkuponer er forbudt efter loven.

Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at den situation som Forbrugerombudsmanden redegør for på s. 8 i bidraget til lovevalueringen ikke længere er relevant, idet forslaget om ophævelse af markedsføringslovens §§ 10 og 11 i forbindelse med implementering af servicedirektivet efterfølgende er trukket tilbage, i overensstemmelse med den beslutning om at opretholde forbuddet mod rabatkuponer i markedsføringslovens § 10, som et enigt Folketing vedtog i forbindelse med drøftelserne om ændringen af markedsføringsloven i 2005.

Markedsføringslovens § 10, stk. 2 om rabatkuponer, -mærker mv. til senere indløsning finder ikke anvendelse på elektroniske rabatmærker. Som anført i Forbrugerombudsmandens bidrag til lovevalueringen på s. 8, benytter de fleste kendte kunde- og loyalitetsprogrammer i dag elektronisk registrering. Da bestemmelsen således ikke længere er tidssvarende, finder Forbrugerrådet at bestemmelsen må ændres i overensstemmelse med samfundsudviklingen. Anvendelsesområdet for § 10, stk. 2 bør udvides til at gælde for elektronisk opsparede rabatter til senere brug, således at forbrugerne har krav på at få udbetalt optjente point over en vis værdi.

Forbrugerrådet skal derfor foreslå, at det i forbindelse med lovevalueringen nærmere drøftes i en arbejdsgruppe, hvilket indhold markedsføringslovens § 10, stk. 2 bør have.

Markedsføringslovens § 11 - Købsbetingede konkurrencer

Forbrugerrådet og Dansk Erhverv er ligeledes enige om, at forbuddet mod købsbetingede konkurrencer bør opretholdes, idet sådanne konkurrencer gør markedet mindre prisgennemsigtigt, og fjerner forbrugernes fokus fra en given vares pris og kvalitet til muligheden for at vinde i præmiekonkurrencen, til skade for en effektiv konkurrence. Endvidere kan købsbetingede konkurrencer bevirke, at forbrugerne lokkes til at købe varer, som de reelt ikke har behov for.

Forbrugerrådet finder ikke, at de generelle bestemmelser om god markedsføringsskik og vildledning i markedsføringslovens §§ 1 og 3, samt oplysningskravene i markedsføringslovens § 9 vil varetage hensynene til forbrugerbeskyttelsen på tilstrækkelig vis.

Der er da også politisk enighed om at opretholde forbuddet, jf. tilbagetrækningen af forslaget om at ophæve markedsføringslovens §§ 10 og 11 i forbindelse med implementeringen af servicedirektivet, som nævnt oven for.

§ 13 Prisoplysninger Markedsføringslovens § 13 er en vigtig bestemmelse, da korrekte prisoplysninger er af meget stor betydning for forbrugerne. Af samme årsag mener vi, at bestemmelsen passende kan udbygges for at sikre forbrugerbeskyttelsen i endnu højere grad.

Forbrugerrådet finder, at der er behov for en videregående forpligtelse til at give oplysninger om priser for tjenesteydelser. Hensynet til at sikre forbrugere information om prisen, inden der indgås aftale, er ikke kun relevant ved tjenesteydelser, hvor der kan oplyses en samlet pris, eller hvor prisberegningsgrundlaget vil gøre det muligt for forbrugeren selv at beregne den endelige pris.

Eksempelvis er en oplysning om en håndværkers timepris en nyttig prisoplysning, selvom oplysningen ikke vil gøre det muligt for forbrugerne at beregne den samlede pris, fordi antallet af arbejdstimer på dette tidspunkt er ukendt. Forbrugerrådet finder endvidere, at forbrugerne har behov for let og hurtigt at kunne få information om tjenesteydelsers pris, uanset om der er tale om en tjenesteydelse der udbydes fra fast forretningssted eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren, og reglen bør derfor ikke begrænses til udbud fra fast forretningssted.

Det er Forbrugerrådets opfattelse, at prisen for en tjenesteydelse udgør så væsentlig en oplysning forud for forbrugerens valg, at den erhvervsdrivende bør forpligtes til af egen drift at give prisoplysninger i forbindelse med eksempelvis et besøg hos forbrugeren, eller når forbrugeren kontakter den erhvervsdrivende telefonisk. Herved sikrer man, at forbrugeren får kendskab til prisen i god tid, inden der indgås en aftale, ligesom det er en fordel bevismæssigt, idet den erhvervsdrivende i så fald ikke kan hævde, at prisen ikke blev drøftet.

Når der oplyses om pris i forbindelse med annoncering skal oplysningerne i markedsføringsmaterialet opfylde de krav, som i øvrigt følger af loven. Vi mener imidlertid, at der af hensyn til gennemsigtighed og konkurrence bør gælde en ubetinget pligt til at oplyse om en vares eller tjenesteydelses pris i forbindelse med annoncering. Dette svarer til lovgivningen i både Sverige og Finland. Efter den svenske lovgivning skal der være tale om bestemte varer og tjenesteydelser, dvs. ydelsen skal være konkretiseret, før prisoplysningspligten indtræder. Forbrugerrådet finder, at en tilsvarende bestemmelse bør indføres i markedsføringsloven.

Forbrugerrådet finder endelig, at der bør gælde en egentlig faktureringspligt, således at tjenesteyderen altid har pligt til at udarbejde en specificeret regning til forbrugeren, og altså ikke kun på forbrugerens foranledning. En tilsvarende regel findes i norsk ret.

Vi uddyber gerne ovenstående betragtninger, såfremt der er behov herfor. Vi skal desuden foreslå, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som nærmere drøfter de tilbagemeldinger, der er fremkommet i forbindelse med evalueringen af loven, og hvorledes der konkret skal handles i forhold hertil, da der er tale om en af hjørnestenene i forbrugerbeskyttelseslovgivningen.